Livets glæde

Langfredag mindes vi at Jesus blev korsfæstet.
Korsfæstelse har med død at gøre, men overskriften til denne tekst er jo "Livets glæde" hvorfor dog det?

I det følgende vil jeg forsøge at redegøre for en åbenbaring, som Herren har givet mig, som gjorde, at han udholdt korset og døden, og opstod med en evig ånds pagt, der giver os evigt liv i troen på ham!

I Johannes evangeliet kapitel 3, vers 16 og 17 står der:
"For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.
For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham."<
Derfor vidste Jesus, selv om hans sjæl var fortvivlet, over den lidelse han måtte igennem, at det han gjorde, førte mange frelste ind i Guds rige, og at han ville få en høst for sit arbejde.

Men hvorfor måtte han dø?

I Guds rige har der altid været et grundlæggende princip, at der skulle blod til, for at sone synden.
I den gamle pagt måtte de jævnlig slagte dyr, for at ofre blodet fra dem, som soning for folket.
Men nu lod Gud Jesus være det endegyldige slagtoffer, som med sit rene og Hellige blod, kunne sone hele menneskehedens synder, og i kraft af troens afmægtighed, velsigne os med et evigt livk, ved troen på hans Hellige velsignede navn, og fuldbragte værk!

Derfor udholdt Jesus korset og døden, for han havde "Livets glæde" for øje, og vidste at han førte mange til frelse, alle og enhver som kkendes ved ham overfor mennesker, og som i sit hjerte tror, at Gud oprejste ham fra de døde!
(Se Lukas Evangeliet 12, 8-9.) og (Paulus' første brev til Korinterne kapitel 15, 20.)

Også i det Gamle testamente finder vi et forbillede på denne handling, da Gud befaler Abraham at ofre sin eneste søn "Isak", ham som Gud havde givet Abraham alle løfterne igennem.
Da Abraham havde gjort alting klar, og skulle lige til at stikke kniven i sin søn, for at dræbe ham, da blev han standset af en Engel, udsendt af Gud, og Engelen viste Abraham et får, som han kunne ofre istedet, og fik derved sin søn tilbage igen!
(Se første Mosebog kapitel 22, 1-19.)

Men hvordan forholder vi os til al denne nåde, som er blevet vist os?
Går vi rundt og er lalleglade, og lader Gud gøre det som han synes er godt og nødvendigt, og selv ellers bare lader stå til?
Eller begriber vi blot en lille flig af alt det, som han har gjort, og fylder vores hjerte med taknemmelighed og lovprisning, så vi giver ham ære, for alt det som han har gjort, og lever i taknemmelighed til hans store nådegave?

Livets glæde, trods kærlighedens smerte

Livets glæde er også til dig, selv på en langfredag, og lader vi Helligånden fylde vores hjerte med kærligheden som strømmer fra Golgata, og vi ærer vores Herre og Frelser ved at elske hinanden, til trods for alle vores forskelligheder og skrøbeligheder og fejl, så vil den aldrig forlade os, men være hos os altid, til velsignelse for os selv, og alle dem som vi omgås.

Kun ved at elske, på trods af smerten, kan vi erfare livets virkelige glæde, og selv om vores selvbehagelighed har lyst til at flygte langt væk, blot ved tanken derom, så er det det eneste sted, hvor vi finder den.

Alle tanker om flugt, er også en flugt fra kærligheden, og dermed også fra Gud, for vil man leve i kærlighedens virkelige sandhed, må man også leve med smerten, som er en af kærlighedens dybeste elementer, da accept, respekt og tillid er nødvendige dele heri, og ingen af os kan nogensinde konsekvent og altid leve op til idealerne, men vi vil altid på et eller andet tidspunkt fejle og dumpe i, og være dumme i hinandens øjne.
Men kærligheden tror alt, håber alt, udholder alt, og sådan er kærlighedens væsen, hvis vi lader den få lov til at gribe helt og fuldt ind i vores liv!
(Se Paulus' første brev til Korinterne, kapitel 13.)

Må hjertets lovprisning stige op til Gud, for hans store nådegave, som vi har fået i Kristus Jesus!

Tilbage