Esajas' bog 51,

Det hærgede Jerusalems genrejsning

Vers 1. Hør mig, I, som stræber efter retfærdigheden, I, som søger Herren: Se hen til den klippe, I blev hugget løs fra, og til den grube, I blev boret ud af. Vers 2. Se hen til Abraham, jeres fader, og til Sara, som fødte jer. For han var kun én, da jeg kaldte ham, men jeg velsignede ham og gjorde ham talrig. Vers 3. Ja, Herren trøster Zion, trøster alle hendes ruiner; han gør hendes ørken som Eden, det øde land som Herrens have. Fryd og glæde skal der lyde, takkesang og klingende spil. Vers 4. Lyt til mig, mit folk, mit folkefærd, hør på mig! For der udgår belæring fra mig, i et nu gør jeg min ret til lys for folkene. Vers 5. Min retfærdighed er nær, min frelse kommer, min arm dømmer folkene. De fjerne øer håber på mig, de venter på min stærke arm. Vers 6. Løft jeres øjne mod himlen, vend blikket mod jorden hernede; for himlen skal opløses som røg, jorden skal slides op som klæder, og de, der bor på den, skal dø som myg. Men min frelse varer til evig tid, og min retfærdighed hører ikke op. Vers 7. Hør mig, I, der kender retfærdighed, du folk med min lov i hjertet! Frygt ikke for menneskers hån, lad jer ikke skræmme af deres spot. Vers 8. Møl skal æde dem som klæder, insekter skal æde dem som uld. Men min retfærdighed varer til evig tid, min frelse i slægt efter slægt. Vers 9. Vågn op, vågn op, ifør dig styrke, du Herrens arm! Vågn op som i ældgamle dage, i henfarne tider! Var det ikke dig, der fældede Rahab og gennemborede dragen? Vers 10. Var det ikke dig, der tørrede havet ud, det store urdybs vande, og gjorde det dybe hav til vej, så de løskøbte kunne gå over? Vers 11. Herrens udfriede vender hjem, de kommer til Zion med jubel; evig glæde går foran dem, fryd og glæde når dem, suk og klage flygter. Vers 12. Det er mig, der trøster jer, hvordan kan du da frygte for mennesker, der dør, for menneskebørn, der svinder bort som græsset? Vers 13. Hvordan kan du glemme Herren, der skabte dig, som spændte himlen ud og grundlagde jorden. Hvordan kan du dagen lang frygte for undertrykkerens rasen? Når han vil til at ødelægge, hvad bliver der da af undertrykkerens rasen? Vers 14. Snart bliver den lænkede løst, han skal ikke dø og gå i graven, han skal ikke mangle brød. Vers 15. Jeg er Herren din Gud, som pisker havet op, så bølgerne larmer, Hærskarers Herre er hans navn. Vers 16. Jeg lægger mine ord i din mund og skjuler dig i skyggen af min hånd; jeg spænder himlen ud og grundlægger jorden og siger til Zion: Du er mit folk. Vers 17. Vågn op, vågn op, rejs dig, Jerusalem! Du, som fra Herrens hånd fik hans vredes bæger at drikke, den berusende skål tømte du til bunds. Vers 18. Af alle de sønner, hun har født, var der ingen, der ledte hende; af alle de sønner, hun opfostrede, var der ingen, der tog hende ved hånden. Vers 19. Der var to ting, der ramte dig, hvem ynkede dig? Vold og ulykke, hungersnød og sværd, hvem trøstede dig? Vers 20. Dine sønner lå afkræftede på hvert gadehjørne som antiloper i fælden, fulde af Herrens vrede, din Guds trussel. Vers 21. Men hør nu dette, du hjælpeløse, du, som er beruset, men ikke af vin! Vers 22. Dette siger Herren, din Herre og din Gud, som fører sagen for sit folk: Nu tager jeg det berusende bæger ud af din hånd, du skal ikke længere drikke af min vredes skål. Vers 23. For jeg rækker det til dine undertrykkere, dem som sagde til dig: "Kast dig ned, så vi kan gå hen over dig." Du måtte gøre din ryg som den faste jord, som en gade for de forbipasserende.
Kapitel 52.
Vers 1. Vågn op, vågn op, ifør dig din styrke, Zion, ifør dig din festdragt, Jerusalem, du hellige by! For uomskårne og urene skal ikke længere komme i dig! Vers 2. Ryst støvet af dig, rejs dig, du fangne Jerusalem! Løs dine halslænker, du fangne Zions datter! Vers 3. For dette siger Herren: I blev solgt for intet, og I skal løskøbes, men ikke for penge. Vers 4. For dette siger Gud Herren: I sin tid drog mit folk ned til Egypten for at bo der som fremmede, og Assyrien har undertrykt det uden grund. Vers 5. Og hvad er der nu for mig at gøre her? siger Herren. For mit folk er blevet taget for intet; dets herskere jamrer, siger Herren, og altid bliver mit navn spottet dagen lang. Vers 6. Derfor: Den dag skal mit folk lære mit navn at kende, for det er mig, der taler, her er jeg! Vers 7. Hvor herligt lyder budbringerens fodtrin hen over bjergene! Han forkynder fred, han bringer godt budskab og forkynder frelse. Han siger til Zion: "Din Gud er konge." Vers 8. Hør, dine vægtere løfter røsten, de jubler i kor, for med egne øjne ser de Herren vende hjem til Zion. Vers 9. Bryd ud i jublende kor, Jerusalems ruiner! For Herren trøster sit folk, han har løskøbt Jerusalem. Vers 10. Herren har blottet sin hellige arm for øjnene af alle folkene, hele den vide jord skal se vor Guds frelse. Vers 11. Bryd op, bryd op, drag bort fra byen, rør ikke ved noget urent! Drag bort fra den, rens jer, I, som bærer Herrens kar! Vers 12. I skal ikke drage bort i hastværk, I skal ikke flygte; for Herren går i spidsen for jer, Israels Gud er bag jer.

Klik her for at komme tilbage til valg af et nyt mannakorn.